Home Press Releases Eurowings overtager ruter til Berlin og Düsseldorf fra krakkede Air Berlin

Eurowings overtager ruter til Berlin og Düsseldorf fra krakkede Air Berlin

0
SHARE

Lufthansas lavpris-selskab, Eurowings, går ind på de ruter til Berlin og Düsseldorf, som konkursramte Air Berlin snart må opgive. Dermed er det tyske selskab tilbage i Københavns Lufthavn efter fem års fravær.

15. januar næste år letter Eurowings fra Københavns Lufthavn. Det bliver med en Boeing 737-800, der har plads til 186 passagerer på ruten til Berlin. Og med en mindre Bombardier Q400, der har plads til 78 passagerer på ruten til Düsseldorf, hvor Eurowings har hovedsæde.

”Det er dejligt at kunne byde et vækstselskab som Eurowings velkommen tilbage til København. Og så er det godt nyt for de rejsende, at man fra januar 2018 igen har flere valgmuligheder, når rejsen går til og fra Berlin og Düsseldorf,” siger lufthavnens kommercielle direktør Peter Krogsgaard.

29. oktober stopper Air Berlin ruten til Düsseldorf. Det betyder, at det frem til 15. januar, hvor Eurowings starter, kun er SAS der flyver på ruten.

Også Air Berlins rute til Berlin lukker ned 29. oktober. Her er der dog stadig flere selskaber og afgange at vælge i mellem med SAS, Norwegian og easyJet. Og fra 15 januar altså også Eurowings.

Eurowings fløj under navnet Germanwings på ruten København til Køln frem til 2012. De to selskaber blev lagt sammen i 2015 under Eurowings-navnet.

Vi er glade for at være tilbage i CPH
“Eurowings er meget glade for at være tilbage i København, denne gang med ruter fra Berlin-Tegel og Düsseldorf til København,” siger Benjamin Kadach, Senior Manager Network Development & Airport Relations.

”Vi er overbeviste om, at ruterne vil skabe stor værdi for Eurowings hurtigt voksende netværk I Europa, da København har et stort potentiale for turisme og samtidig en sund og stærk økonomi,” siger han.

Eurowings starter ud med 6 ugentlige flyvninger til Berlin-Tegel og 21 ugentlige til Düsseldorf.

Fakta om Eurowings:
•100 procent ejet af Lufthansa og har hovedsæde i Düsseldorf
•Før den kommende overtagelsen af dele af Air Berlin råder selskabet over 104 fly (A319, A320, A330)
•Fløj sidste år flere end 20 millioner passagerer til 150 destinationer over hele verden
•Har 9 baser i Europa (Berlin, Düsseldorf, Hamburg, Wien, Stuttgart, München, Køln, Salzburg, Mallorca)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here